I landet D.

I det lille land D. var der tre mennesker, der bestemte. Det var kong Anders (tidligere vildmand!), prinsen Bent (ikke Prins Bent, thi alle vidste jo, at han ikke skulle være konge, når en dag Kong Anders faldt ned fra tronen!) og jomfruen Pia (teknisk set var hun ikke jomfru, men det er der meget få jomfruer, der er). De regerede det lille land, så man knap kunne kende det igen.

Jomfru Pia havde to trofaste væbnere, Ridder Kristian og ridder Peter. De sagde ofte:

’Vi er et frisk pust over landet’. Ja, det tør antydes. Vinden peb i trætoppene, stormene ruskede folks huse og menneskene følte kulden gå igennem marv og ben.

En dag sagde jomfruen til sine tro væbnere, ridder Kristian og ridder Peter, at det måtte være på tide at lave en ny retskrivningsordbog. Der var så mange overflødige ord i den gamle. De tre med den iskolde pust mente, at det jo var Anders, Bent og Pia, der bestemte alt i det lille land. Derfor skulle den nye bog ikke hedde en ABC, men en ABP, Anders, Bent og Pia. Den gamle ABC var fyldt med ord, som ikke blev brugt mere. Når nu bogen skulle gøres rigtigt fin og tidssvarende, skulle man naturligvis fjerne alle de overflødige ord, som alligevel bare fyldte og var i vejen.

I byen K.

Et sted i det lille land boede en dreng. Selv om det var ulovligt, havde han gemt en af de gamle retskrivningsordbøger. Han morede sig med at undersøge alle de ord, der var fjernet fra den gamle ordbog. En mandag morgen spurgte han sin far, hvad ordet solidaritet betød.

’Solidaritet, tja, det er et godt spørgsmål. Det har noget med Polen at gøre, men hvad det præcist er, er jeg ikke helt sikker på. Jeg mener, at det er en bestemt måde, som polakkerne vasker deres grøntsager på. Men spørg mor. Grøntsager, det er mere hendes område, ikke? Spørg mig i stedet om globalisering, kapitalgevinster, markedskræfter, det er ord, jeg kender’ Drengen sagde, at han bare ville vide, hvad solidaritet betød. Han gik ind i moderens omklædningsværelse og spurgte sin mor.

’Hvad betyder ordet ’solidaritet’, mor?’

Det skulle han aldrig have gjort. Hun blev forvirret og bange. Hun vidste ikke, hvad ordet betød. Men hun kunne mærke, at det var farligt.

’Så går jeg over til bedstefar og spørger ham’, sagde drengen og var på vej til at gå.

Moderen stirrede på sønnen med himmelvendte øjne.

’Den gamle kom … kom … kom …’. Moderen spjættede med benene og roterede rundt om sig selv. Så faldt hun sammen. Faderen kom ind af døren.

’Hvad er det, der foregår? Tænk dog på naboerne.’

Moderen havde lige akkurat kræfter til at fortælle sin mand, at hun bare måtte have foretaget en brystændring og fjernet nogle af de bekymrede rynker rundt om øjnene. Heldigvis havde faderen en forsikring, som ordnede det i en ruf. Et hospitalshold ankom til huset i løbet af fem minutter. De havde foretaget en brystoperation og en ansigtsløftning, inden der var gået en time.

Drengen listede stille ud og gik på besøg hos sin bedstefar, en pensioneret brandmand. Drengen viste bedstefaderen den gamle retskrivningsordbog, og de sad og snakkede lidt om, hvorfor det var så farligt med ordet solidaritet. Et mærkeligt væsen kom ind af døren. Hun lignede en mumie, men drengen mente nok, at han kunne genkende sin mor. Mumien løb hen og hev i drengen, mens hun råbte op om infiltrationer og kom … kom … kom …. Ordet var for stærkt, så hun prøvede med social .. soci … soc ... Drengen stillede sig op i sengen og læste alle de forbudte ord. Moderen trampede i gulvet og var helt ude af den. Faderen kom ind af døren. Han løb hen til mumien. Den lå og spjættede på gulvet.

’Er det min kone?’, spurgte han.

’Vi er ikke sikre, men det tror vi’, sagde bedstefaderen, ’det er i hvert fald ikke en sygeplejerske.’

’Kom ned derfra’, sagde faderen til drengen.

Men drengen var ligeglad – han havde ikke moret sig så godt længe.

’Hvad skal der blive af dig?’, spurgte faderen. ’Noget stort’, sagde bedstefaderen.

Faderen løftede moderen op på sengen. Han gav hende et kys på kinden. Det skulle han ikke have gjort. Hendes fuldt opstrammede hud eksploderede. Det var en katastrofe. Faderen ringede efter det private sygeplejepersonale, som hans forsikring havde ansat og snart vrimlede det med sygeplejersker. Drengen og bedstefaderen listede stille ud. Drengen fortalte bedstefaderen, at han var på vej i skole. Der skulle komme fint besøg.

I bussen

Da de kom udenfor, tog drengen bedstefaderens hånd.

’Ja’, sagde bedstefaderen, ’det er ikke sikkert at færdes ude mere. Lad os tage en bus.’

’Hvad er en bus, bedstefar?’

’Det er en stor lastbil, hvor der kan sidde mange mennesker.’

Da bussen kom, var den helt tom. Der var ingen med respekt for sig selv, der brugte den kollektive trafik. Bare ordet. ’Kollektiv’ – det lød som noget, man gjorde tilbage i de mørke, dystre 70´ere.

Buschaufføren kendte godt bedstefar. De havde været i en fagforening sammen engang. Drengen og bedstefaderen fik lov til at stå op ved siden af chaufføren, selv om der var et skilt, hvor der stod, at man ikke måtte samtale med chaufføren, Bedstefaderen fortalte buschaufføren, at drengen havde lavet en frygtelig masse ballade, bare fordi han havde spurgt om, hvad ordet solidaritet betød. Buschaufføren lo. Han havde en dyb latter, der kom helt nede fra maven. Hans stemme var rusten.

’Det er da også er farligt ord, du spørger om. I dag er solidaritet noget man har med sin kreditforening eller sin bank. Så tror da fanden, at de ter sig tosset, når du spørger dem.’

Drengen fortalte, hvordan hans mor havde set ud, da han sagde ordet ’klassebevidsthed’ – hun havde set ud som om nogen havde slået hende.’ De tre lo.

Da bussen ankom til skolen, var der ikke til at finde et sted at holde. Der var fyldt med biler, hvor der stod TV2 og DR på.

’Det er fordi, kong Anders, Prinsen Bent og jomfru Pia kommer for at se, hvor glade vi er for den nye ABP.’

Buschaufføren dyttede og kørte forsigtigt ind i skolegården. Børnene kom løbende og drengen måtte forklare, at det var en bus og at man brugte den til at køre mange mennesker i. Det syntes de andre børn var helt vildt sejt.

I skolen

Inde i gymnastiksalen var alle børnene samlet. De sad på nogle små bænke udlejet til lejligheden. Lærerne var tydeligt nervøse. Så blev dørene åbnet, mens en fanfare blev spillet. Kong Anders, prinsen Bent og Jomfruen Pia skred ind, mens de vinkede til børnene og smilede til kameraerne.

Skoleinspektøren var nervøs og fumlede med sit manuskript. Heldigvis var talen ikke så lang, Det eneste, hun fik sagt, var at det var godt at få en ny ABC. En af lærerne hviskede noget i hendes ører, og så blev skoleinspektøren helt rød i hovedet, mens alle børnene jublede.

Kong Anders var overhovedet ikke nervøs. Han stirrede direkte ind i kameraerne og fortalte om den nye ABP´s fantastiske egenskaber. Drengen rejste sig og strakte fingeren lige op i luften. Kong Anders standsede sin spin-forberedte enetale og kiggede forvirret på drengen.

Drengens stemme var fast og klar. ’Hvordan kan det være, at ordet ’solidaritet’ er forsvundet og hvad betyder det egentligt?’ En hvid skikkelse kom løbende ind. Hun lignede et spøgelse. Helt dækket til af bandager. Et af børnene råbte, at hun nok var den hvide dame. Den hvide dame havde en meget høj stemme. ’Lad ham ikke tale – han er blevet hjernevasket af min far.’

Kong Anders stirrede vantro på drengen, Prinsen Bent vågnede forskrækket op og faldt ned af sin stol og jomfruen Pia rejste sig op, flammende smuk og pegede på drengen:

’Det er sådanne farlige elementer som dig, vi skal have udryddet og fjernet. ABP´en er bare første skridt.’
Børnene begyndte lige så stille at rejse sig, mens de sagde: ’Solidaritet, solidaritet, solidaritet’. En efter en rejste de sig og langsomt voksede lyden til en fælles lyd.

Kong Anders råbte ned i mikrofonen, at børnene skulle sætte sig. Pedellen på skolen gik hen og slukkede for mikrofonen. Prinsen Bent kravlede rundt nede på gulvet og bed efter den hvide dame. Hans fortid som politihund fornægtede sig ikke. Pia stod oppe på stolen og så truende ud. Hun havde sin dametaske fremme og ville slå alle, der bare vovede at komme nærmere. Kong Anders forklarede hende, at det ikke var hende, der skulle gøre noget med en dametaske. Det var et andet parti. Det skulle han aldrig have gjort. Pia blev rasende. Slog ham med dametasken. De forsvandt larmende ud af gymnastiksalen.

Pedellen satte mikrofonen til igen. Han ville godt lige fortælle, hvad han mente, solidaritet var. Bedstefar, buschaufføren, nogle af lærerne, skoleinspektøren, der pludselig godt kunne snakke, alle havde de en mening. Og børn. Børnene stod nærmest i kø for at komme op og fortælle historier om ordet ’solidaritet’.

Da drengen og bedstefaderen blev kørt hjem af buschaufføren blev de enige om, at det havde været en god dag.