2. oktober 2019
I 1982 rejste jeg rundt i Marokko uden mål og med. Jeg drev af sted på tilfældighedernes vindpust og blev ført rundt af tilfældigheder. I Danmark havde Initivgruppen for et Ungdomshus, som jeg var med til at stifte, besat flere fabrikker for at vise, at der var behov for et ungdomshus, som de unge selv bestemte over. Mit behov for kærlighed var enormt og det var vidunderligt at være sammen med de mennesker og drømme vilde drømme. Men det var også ensomt. Jeg længedes efter at omfavne og elske med en kvinde. Det forvirrede mig at pigerne var så vidunderlige og at jeg ikke var i stand til at fortælle det til dem eller rettere at jeg ikke kunne finde ud af at vælge, da det betød at jeg skulle vælge fra. Derfor stak jeg af til Marokko.
En dag i Marokko gik jeg en tur langs med en flodbred og pludselig stod jeg på en klippekant, hvor der var en afsats, der førte direkte ned i en stor slugt. Hvis jeg var sprunget ned på afsatsen og videre ned i slugten, var jeg helt sikkert blevet slået ihjel. Jeg kæmpede med trangen til at dræbe mig selv i to timer, før jeg kastede mig ud i en flugt væk fra afsatsen op i bjergene igennem et vildt tornekrat fyldt med edderkopper og skorpioner. Jeg fik masser af smertefulde sår på ben og sjæl, men intet dødbringende skorpionbid til at lindre og afslutte.
I foråret 2016 foretog jeg en hel anden form for rejse. I stedet for at rejse væk fra noget, rejste jeg til noget. Jeg foretog en pilgrimsrejse, der førte mig fra London til Bournemouth i det sydlige England, over Manchester til the Dales i Yorkshire, til Newcastle for at ende i Edinburgh i Skotland, hvor jeg tilbragte næsten to uger.
Jeg var blevet skilt i løbet af sommeren 2015. Der var bare ikke mere kærlighed i det forhold og det eneste, der var vigtigt for os begge to var, at vores tre voksne børn kom igennem forløbet uden skrammer. Jeg tror, at det lykkedes.
Da jeg tog af sted til England for at rejse rundt i landet og ende i Skotland i april 2016, var det med en fornemmelse af uendelighed i kroppen. London sammen med min søn var foruroligende, den bys puls var voldsom.
Senere rejste jeg alene, ned i strandkanten i det sydligste England og opdagede, at anden verdenskrig var anderledes dramatisk på en ø, der var den sidste bastion i et frit Europa. Ud for kysten døde tre mænd og en kvinde i en øvelse, der åbenbart var gået helt galt. Jeg fandt stenen med fortællingen om de fire døde helte helt overgroet af ukrudt godt gemt væk fra stien. Heldigvis havde jeg tid nok, så jeg sad bare der i skoven et stykke væk fra hvor stien førte turister rundt til strandene, og sugede tidens fylde ned i mine lunger. Da jeg havde siddet der en time, kom en gammel mand gående og spurgte, om jeg ikke kunne finde vej. Jeg forklarede, at jeg mærkede tidens vingesus og at de fire soldater, der var døde under en øvelse ude i vandet ud for stedet, var helte. Han rystede på hovedet og gik sin vej.
Vandreturene i Yorkshire var overvældende i al deres stilhed og tilvalgt ensomhed. Jeg gik rundt alene i de vidtstrakte bakker fyldt med græs og får i ti dage. Uendelig lange stengærder brød landskabet og de små floder gav variation til vandreturene. Det vigtigste punkt på dagen var at finde et sted, hvor jeg kunne indtage min frokost. Jeg havde allerede den første dag startet et ritual, som jeg holdt fast ved. Stedet skulle være afsondret, jeg havde ikke noget behov for andre tilskuere end fårene. Der skulle være noget at kigge på. Jeg skulle kunne bevæge mig, hvis jeg fik lyst til at danse, hvad der skete hver dag. Og mindst en halv time skulle bruges til at kigge op i himlen og ikke gøre andet. Det var absolut et af af dagens højdepunkter. Et andet var aftnernes træthed. Jeg elskede den træthed, som altid indfandt sig efter ti timers vandring. Det var en træthed, som var dyb, inderlig og fredfyldt. Og søvnen, som altid omsluttede mig med masser af drømme, drømme med vidder.
I Manchester fandt jeg ud af, at jeg var gået død som fortæller. Min nestor og læremester, Jan Blake, gjorde egentligt ikke andet end at hun viste mig, hvor blaseret jeg var blevet og hvor lidt naturlig fortælling der var i min måde at tænke fortælling på. Jeg var blevet hjerne, mens en god fortælling er en kombination af hjerte og hjerne. Som N.F.S. Grundtvig sagde: ”Ånd og støv så underligt vekselvirke.”
I Edinburgh mødte jeg så min nuværende kæreste, Alice Fernbank. Jeg var skræmt fra vid og sans i alle livets forhold. En af mine forbier var højder. Jeg kunne gå op af en trappe og føle, at jeg var lige ved at kaste mig ud og mærke asfalten trykke mig flad og slutte der, lige der, færdig med Svend eller Svende eller Svend-Erik eller hvad det er, folk kender mig som. Da vi stod oppe ved Edinburgh Castle, måtte hun holde min hånd for at jeg ikke skulle kaste mig ned på græsset dybt under os. Hun syntes, at jeg var lidt sød. Sådan sårbar og åben. Hendes hår var hvad folk ovre i United Kingdom kalder for ginger hair, rødt uden at være skrigende rødt, en meget smuk farve, især når solnedgangen spiller i håret.
Scottish Storytelling Centre tilbød mig forskellige opgaver og jeg besluttede mig for at flytte til Edinburgh, måske også lidt for at være sammen med men min nye kæreste . Og jeg flyttede også, fordi jeg på mine vandreture havde opdaget, at jeg virkelig var blevet en gammel, sur herre. Hvorfor var det, at mit talent var blevet formøblet på den måde, som det var blevet? At ingen mere talte om mig som fortæller i Danmark? Hvorfor fik jeg ingen opgaver? Hvorfor var jeg endt med at være et miskendt geni?
Tilbage i København meddelte jeg folk, at jeg skulle flytte og gjorde forskellige praktiske forberedelser til at tage af sted. Men det var som om, jeg ikke gjorde det rigtigt, som om det hele var for sjov. Lidt ligesom skilsmissen var noget, som ikke angik mig, men handlede om en person, som var fremmed for mig.
Min kæreste kom over og besøgte mig flere gange i København og mødte også min ven fra Valby.
Jeg tog tit over til hende og det var naturligt at begyndte at skrive en sang om den by, som vi begge holdt så meget af, Edinburgh. Auld Reekie er et kælenavn for Edinburgh og betyder ‘Gamle Stinker’ og hentydede dels til lugten fra toiletterne, der bare blev tømt ude på gaden, dels al den røg, der kom fra alle de åbne ovne, der var i byen. Jeg husker, hvordan vi i bus 26 på vej ud mod Portobello udenfor Edinburgh blev enige om nogle af versefødderne.
Usquaebach betyder livets vand og er det keltiske ord for whisky. Hver gang jeg besøgte min kæreste i Edinburgh, bestilte vi en ny whisky for at smage, hvad vi godt kunne lide. Oban 12 years var god, Glenkeith var ung og mild, Aberfeldby er en nuanceret whisky med mange fine nuancer, ligesom byen den er lavet i, Usquaebach er også navnet på en whisky og den, der har lagret i 15 år, kan varmt anbefales. Også Bowmore 12 years kan drikkes, mens nogle af de mere røgede ikke var noget for vores smagsløg.
Auld Reekie er et gammelt kælenavn for Edinburgh - betyder 'gamle stinker'
Jeg har været i Danmark for at besøge mit en måned gamle barnebarn, Bastian. Imens jeg var i Danmark, gik Danmark og statsminister Mette Frederiksen i panik over nogle fund af mutationer af Covid-19, fundet i mink. Den engelske regering har bare siddet og ventet på, at et EU land skulle dumme sig og indførte derfor 14 dages karantæne for varer og rejsende fra Danmark. Oven i købet blev den rejsende fra Danmark’s familie straffet: 14 dages karantæne for alle i familien og hvem der ellers skulle kunne komme i kontakt med den formastelige, som havde taget turen over vandet.
Min kone har fundet sig noget arbejde på et hospital, hvor hun fortæller til demente. Derfor kunne hun ikke gå i selvisolation. Jeg er derfor endt i Cottenham, en lille by udenfor Cambridge, hvor jeg har min svigermors hus til min rådighed. Jeg tilbringer dagene med at læse, finde gamle film og i det hele taget bare vente. Jeg taler lidt med venner og kollegaer på Zoom, men jeg har ingen, absolut ingen kontakt med et levende menneske.
I går fløj en stor brumbasse ind af køkkendøren. Jeg undrede mig over at der var brumbasser så sent på året, men den så nogenlunde frisk ud. Den var enorm, formodentlig en dronning og den virkede som om, den hele tiden skulle bevise over sig selv og verden, at den kunne flyve, selv om det efter alle fysiske love burde være umuligt. Den fløj langs med gulvet og forvildede sig længere og længere væk fra køkkendøren, den eneste udgang.
Jeg ville hjælpe den stakkels brumbasse med at komme ud i verden og viftede med armene for at få den til at flyve tilbage til køkkendøren, ud i friheden. Det skulle jeg nok ikke have gjort. Den stakkels brumbasse/humlebi gik i panik ligesom Mette og fløj ud i toilettet, hvor den fandt et vindue. Den fløj mod vinduet og endte med at komme ind imellem de to vinduesglas.
Jeg skal lige forklare, at det er et engelsk vindue, de har et specielt system, hvor der er to lag vinduesglas, der kan forskydes. Humlebien var dumpet ned imellem de to lag vinduer og kunne ikke komme op og kunne ikke komme ned. Det var en meget stor humlebi. Jeg stod og så på, at den ikke kunne komme ud og var overbevist om, at den humlebi skulle dø der mellem to vinduesglas. Der var meget lidt plads til at komme ind imellem de to glas og humlebien så mere og mere træt ud.
Jeg tænkte, at jeg ville lade den dø i fred, så jeg gik ind og fik mig en kop kaffe.
Efter kaffen gik jeg udenfor og gik hen til vinduet, hvor jeg forestillede mig, at humlebien stadig var indespærret imellem de to lag glas, Jeg forberedte mig på det værste.
MIRAKEL
Da jeg kom ud i haven og gik hen til vinduet, så jeg at et mirakel var sket. Humlebien summede lige så stille og roligt nede i den nederste del af vinduet og var kommet fri af det fængsel, de to glas havde sat den i. Jeg gik ind i køkkenet, fandt hurtigt et stort glas og et stykke papir, gik ud på toilettet og fik brumbassen dirigeret ind i glasset. Stolt fik jeg humlebien transporteret hen til døren, ud i haven, hvor jeg slap den fri.
Den fløj af sted ud i friheden og jeg stod ude i haven og så den flyve sin vej. Det var som om, den ville takke mig, før den fløj bort, vel ud for at finde næste års bo, hvad ved jeg. Jeg var lykkelig over at have mødt et levende væsen og at brumbassen havde lært mig noget værdifuldt.
May3 2023
Venligt Vibrerende Vekselvirkning (V.V.V) handler udelukkende om historiefortælling og var et begreb, som jeg stillede op engang i 1990'erne, da jeg underviste på Borup's Højskole. Jeg skrev det på tavlen som en modsætning til w.w.w., som voksede voldsomt på det tidspunkt. Jeg har siden skrevet flere artikler om begrebet og det er for mig det nærmeste jeg kan komme en beskrivelse af det magiske, der opstår mellem en fortæller og en lytter (eller flere lyttere!).
Forespurgt om begrebet svarer AI, Artificial Intelligens:
"Svend-Erik Engh var en dansk psykolog og forsker, der fokuserede på psykologisk helbredelse og hvordan positiv interaktion og relationer kan påvirke menneskers livskvalitet. Han mente, at venligt vibrerende vekselvirkning var en central faktor i at skabe positive relationer og helbredende interaktioner.
Ifølge Engh kan venligt vibrerende vekselvirkning opstå, når der er en gensidig forståelse og positiv interaktion mellem mennesker, hvor de føler sig anerkendt og værdsat. Dette kan føre til en følelse af sammenhørighed og tryghed, som kan bidrage til en sund psykologisk tilstand og en forbedret livskvalitet.
Engh mente også, at venligt vibrerende vekselvirkning var afgørende i terapeutiske relationer og kunne bidrage til en helbredende effekt for klienter. Enghs teori er baseret på ideen om, at når klienter føler sig anerkendt og værdsat af deres terapeut, kan de opnå en større tillid og åbenhed, som kan føre til positiv personlig udvikling og helbredelse.
Således er begrebet "venligt vibrerende vekselvirkning" relevant for forståelsen af Enghs teori om psykologisk helbredelse og hvordan positive relationer kan bidrage til en sund psykologisk tilstand og livskvalitet."
Jeg er ked af, at jeg ikke nåede at møde denne psykolog, som hed det samme som jeg gør og som åbenbart er død, siden AI skriver "var" om ham. Jeg ville spørge om han havde læst nogle af mine artikler om emnet og evt. blevet inspireret af nogle af mine ord. Det ville jeg da syntes var fantastisk. Men en tvivl begyndte at nage mig. Måske har der ikke været en psykolog Svend-Erik Engh, som har skrevet om at være positiv i sin tilgang til sine patienter, lyttende og engageret. Måske er det simpelt hen fordi AI er lidt gammeldags i sin opfattelse af virkeligheden. At et begreb, som er så omfattende og fungerer som en beskrivelse af noget, som ikke lige lader sig definere, nemlig relationen mellem lytter (e) og fortæller, det må være skrevet af en universitetsuddannet, kan ikke være opfundet af en halvstuderet røver som historiefortæller Svend-Erik Engh.
PS. Hvis du spørger AI om Venligt Vibrerende Vekselvirkning svarer den anderledes end den gjorde til mig. Den lærer jo af sine fejl.
6. september 1997
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning. Læs mere her
Vi er ved at gå død i kommunikationens ensporede retning styret af elektronisk tingeltangel. Vi vil have den ægte vare, fortællingen, hvor vores tilstedeværelse betyder noget, hvor vi er levende deltagere
Historiefortælling er inde i en rivende udvikling. 20 år efter, at England og USA oplevede en sand eksplosion i fortællekunsten, følger danskerne med.
Overalt på skoler, biblioteker og andre institutioner er fortællingen i centrum. Efteråret 1997 er fyldt med arrangementer, der står i historiefortællingens tegn. Storytelling Festival '96 med internationale fortællere følger vi i disse dage op på Borups Højskole og på Rungstedlund.
De meget populære fortælle-eftermiddage, som Hans Laurens i samarbejde med Caféteatret i flere år har stået for, vil den 4. oktober forme sig som en lang marathon af de bedste danske fortællere.
Men hvorfra kommer denne interesse? Og hvorfor overhovedet beskæftige sig med den gammeldags historiefortælling i en verden fyldt med elektroniske undere og kommunikation på alle de tekniske tangenter?
Måske er forklaringen den simple, at vi er ved at nå et mæthedspunkt, og at vi er ved at gå død i kommunikationens ensporede retning styret af elektronisk tingel tangel. I stedet vil vi have den ægte vare, den direkte kommunikation, hvor vores tilstedeværelse betyder noget, hvor vi er levende deltagere. Ironisk nok kan dette krav vise sig at være fremadrettet, at pege fremad, mod en ny tid.
De gammeldags medier er præget af envejs-kommunikation. Når radioen, fjernsynet eller filmen påstår noget - ja, så er det bare sådan. Det er ikke muligt at lave om på de historier, der fortælles via de medier.
Men sådan har det ikke altid været, og sådan vil det måske heller ikke være i fremtiden. Det interaktive tv og en stadig mere udviklet computerteknologi vil gøre, at vi hver især kan være med til at bestemme den enkelte histories gang. Men netop dette forhold, at vi alle er med til at skabe, hvad der bliver fortalt, og dermed oplever, at vi er med til at påvirke historiens gang, er karakteristisk for historiefortællingen.
Og ved at søge tilbage til historiernes moder, den fortalte historie, peger vi fremad mod den nye tid med historier, der ikke kun bliver fortalt til, men også af modtagerne.
Hun kravler glad ud af bilen. Det er sommer. Dagene stegende hede og nætternes kølighed er befriende. Det er stjerneklar nat. Himlen er stor og parat til høje, klare tanker. Stjernerne blinker på den sorte himmel - nogle farer igennem nattens mørke og gør det muligt at ønske.
Hun ser op, allerede inden hun er helt ude af bilen. Og så spørger hun mig ivrigt - hun må have tænkt på det det sidste stykke af bilturen hjem:
"Hvor er Syvstjernen, far?"
Jeg standser, vender mig om, ser op og bliver blændet af gadelygten - det er ikke muligt at se de syv stjerner gennem en gadelygtes lys. Så jeg siger, at hun skal gå med mig ind i mørket. Der står vi så, skutter os lidt og ser op på den tindrende klare stjernehimmel. Vi er tavse et øjeblik, hendes hånd i min. Verden er alligevel værd at have med at gøre.
"Hvem af dem er egentlig prinsessen?"
Hendes spæde stemme fylder luften, og vi bliver enige om, at det må være den stjerne, som næsten er i midten, og som er den klareste. Mestertyven kan vi slet ikke få øje på. Det gør ikke noget. Der kommer flere nætter med stjerner og magi.
Jeg ved det godt: Jeg har ødelagt mit barn. Jeg har fyldt hende med vrøvl og snik snak. Syvstjernen er et stjernebillede på himlen. Der er syv små stjerner. Een er klarere end de andre, og én er næsten ikke til at skimte.
Historien om Syvstjernen er et gammelt folkeeventyr, som kort fortalt går ud på, at seks brødre, en af dem en mestertyv, redder prinsessen. Hun ved ikke, hvem af dem hun skal vælge, hvorfor Gud på én nat dræber alle syv og sætter dem op på himlen.
Set med videnskabelige briller (og kan nogen af os sige os fri fra at have en torn i øjet!) så er det noget forfærdeligt vrøvl. De syv stjerner er ikke sat op af nogen Gud eller nogen andre for den sags skyld.
De syv stjerner er sole, der befinder sig lysår fra jorden. De kan måles, analyseres og kategoriseres, og der kan laves computerskabte prognoser på, hvornår sådan en stjerne bliver til en rød, glødende kugle eller et lille, sort hul.
Fascinerende og svimlende, javist - men for mig ikke nær så fascinerende som at stå der i sommernatten og mærke den lille hånd og se op i stjernevrimlen.
Folk, jeg møder, reagerer på en sjov måde, når jeg siger, at jeg fortæller. Så siger de, at de også synes, at det er vældigt fint med oplæsning, det kan de godt lide (det ligger i luften: Som adspredelse fra tossen, ikke!).
Når jeg så gør opmærksom på, at jeg ikke læser op, jeg fortæller, så ser de lidt forvirrede på mig: Jamen, det var da også det, jeg sagde, var det ikke?
Nej, det er det ikke. Der er en uendelig forskel på det at læse op og så at fortælle frit fra leveren. Fortælleren og tilhørerne er til stede i det samme rum, og tilhørerne er i stand til at lave om på historierne med indfald og korrektioner. Alt er afhængig af, om de er nysgerrige eller hvad der sker.
Den bedste fortæller i denne verden har ikke en chance, hvis ikke tilhørerne er åbne for fortællingen. Hvis der ikke kommer billeder på skærmen, den indre skærm, hvis øjnene flakker lidt utålmodige rundt og tankerne går til Kreditforeningen og pensionsordningen og hvad der ellers er af eksistentielle spørgsmål, der opfylder et voksent liv, hvis fortælleren ikke kan mærke sine tilhørere - tja, så er der bare ikke noget at gøre, så kan fortællingen ikke blive god.
Når jeg fortæller, ved jeg inderst inde, at det er Gud, der har sat de syv stjerner op på himlen, og at de er der alene af den grund, at de skal fortælle en historie. Det gælder bare om at lukke op for at finde dem.
Børn, voksne, normale og gale fortæller og skaber sammen de historier, der allerede findes derude et sted. Så opstår underet. Vi føler, at det er os, der skaber verden, og vi kan give den de navne, vi vil. En god fornemmelse.
Denne erkendelse, at jeg ikke lidt overbærende kan sige, at det jo bare er en historie - det gør mig svimmel, jeg mangler noget at holde fast i. Min egen skolelærdom, min datters nuværende skolegang og min anden datters kommende skolegang, alle disse ting bliver jeg tvunget til at tage op til overvejelse.
Der er i al den lærdom, jeg har fået indpodet - og, så vidt jeg kan bedømme, også i den måde, hvorpå viden bliver ført videre i dagens skole - ikke plads til tvivl. Her udsiges ikke en ydmyg holdning fra den eksakte videnskabs udtalelser. Det kunne ellers godt være på sin plads her i ruinerne af en verdensorden fyldt med ragelse fra netop disse eksakte videnskabers losseplads.
Hvordan ser verden ud? Hvilken virkelighed er det, vi tror på? Er det en virkelighedsopfattelse, der er funderet på en logisk videnskabsteori?
Dersom denne virkelighedsopfattelse er gældende, vil en fortælling fra folkedybet eller fra 'det kollektive hav' ikke være andet end underholdning og lidt leg, der kan adsprede. Men hvis disse historier er virkeligt virkelige, vil overholdelsen af de love, der gælder inden for dem, være af livsvigtig betydning.
Vi tænker i hierarkier. Det er lagt i os, i hvert enkelt individ, så vi slet ikke tænker over det mere. Et af de steder, det gør sig gældende, er forholdet mellem den talte tekst og den skrevne. Uden at vi overhovedet er klar over det, vil vi altid opfatte det skrevne ord som mere værd end det talte. Og det skrevne ord er da også det talte overlegent i et vigtigt apekt: Det skrevne ord har langt nemmere ved at underordne sig markedsmekanismerne end det talte.
Den hierarkiske tankegang er også resultatet af generationers påvirkning - helt tilbage fra det antikke Grækenland i en gigantisk åndskamp mellem to forskellige måder at opfatte verden på. En oprindelig helhedstanke fra landet og en adskillelsesfilosofi opstået i det nye bysamfund. Denne adskillelsesfilosofi, som bl.a. betød, at mennesket blev adskilt fra naturen, er udførligt beskrevet i Robert M. Pirsig: Zen eller kunsten at vedligeholde en motorcykel. Her siger han:
"Den videnskabelige betragtningsmåde har reduceret alle andre synsvinkler til et punkt, hvor de kommer til at tage sig primitive ud. Så hvis nogen i dag begynder at snakke om genfærd eller ånder, bliver han betragtet som uvidende eller skør i bolden. Det er praktisk talt umuligt at forestille sig en verden med eksistensbetingelser for spøgelser."
Med "den videnskabelige betragtningsmåde" refererer han til Aristoteles, den store græske systematiker, som hele vores uddannelsessystem skylder sin oprindelse. Der ligger en stædig fastholdelse i Aristoteles' verdensanskuelse: at virkeligheden kun er den synlige, målbare verden.
Denne måde at opleve naturen på - og den deraf følgende trang til at underlægge naturen menneskenes behov - er ved at nå sin logiske og måske tragiske slutning nu, over 2000 år efter.
Det er en meget gennemgribende forandring i alle menneskers måde at opleve virkeligheden på, der skal ske. En virkelighedsopfattelse, hvor flere muligheder står åbne, og døre ikke lukkes i, fordi de er ulogiske.
Et af de steder, hvor denne virkelighed klarest fremvises, er i den situation, som den gode historiefortælling er. Derfor er en tilbundsgående respekt for dette univers måske en af de ting, der kan forandre og skabe en anden fremtid.
Det er blevet puttetid. Landet over er vi mange, der i denne stund synger og fortæller og læser op for vores små poder, som skal have den bedste af alle verdener overdraget, når den tid kommer. Hende hér ligger i hængekøjen, hviler hovedet mod min mave og siger, at jeg skal fortælle en af de historier, som jeg selv laver. Jeg protesterer. Jeg kan ikke selv finde på noget. Jeg kan bare forsøge at gengive efter fattig evne det, som allerede er fortalt og som vil blive fortalt.
Så griner hun lidt.
"Kom nu, far. Hold op med det pjat."
Så fortæller jeg - hun ligger helt stille med tilbageholdt åndedræt. Vi kender den her situation og ved, hvor skrøbelig den er. Men vi ved også begge to, at med lidt tålmodighed - som der ikke er meget af i vor tid, det ved jeg godt - men den er der, tålmodigheden, roen og ligger et sted derude og venter på, at vi skal stoppe op og give efter for de energier, der åbner øjeblikket - med lidt tålmodighed sker det vidunderlige. Det uforudsigelige, hvor vi sammen kan sætte stjernerne op på himlen og kalde dem de navne, som vi nu har lyst til.
